Beretninger 2008 Klik=menu
Reload menu News from this summer Updated: 2009-04-15 Comments

 

9. september 2008: Lureluft

Der var masser af lureluft denne tirsdag. De havde lovet ned til 2 meter drejende fra vest mod sydøst, så det var ret spændende at se, hvad det skulle ende med. Vi lå og trimmede nord for linien, da Kisser meddelte, at motoren skulle startes for at nå starten. Nu er Kisser jo ikke den der råber, så let modvilligt fik jeg startet maskinen, og vi tøffede dernedad. Femmeren gik da vi var lidt nord for dommerbåden; Motor sluk, og så tøffede vi agten om DEN33, DEN50 og et par stykker mere. Planen var nemlig klar. Vi skulle syd i banen, men ak... der var ikke meget vind. Bang, sagde det, og starten var gået. Vi var ikke i nærheden af linien, og vi var sket ikke i nærheden af, at kunne komme op til linien. Det var der til gengæld mindst en fire fem stykker der var så rigeligt endda. Dommeren duttede og hejste flag, men alle lod som ingenting. Det var ikke særligt lækker eller fair sejlads at se på. Nå! Vinden var drejet markant, så vi tøffede ad Vedbæk til, medens tiden gik. Bang sagde det igen. Der var så gået fem minutter efter starten, men vi havde ikke krydset linien endnu. Næh, vi lå ganske roligt og sejlede sydover efter planen, medens vi hyggesnakkede med DEN200, som var på vej ud til start for spiler. Omsider kunne vi vende og passere linien længst mod syd, - cirka seks minutter efter start, og 134eren sprang afsted med næsten to knob. Vi tog et par slag syd i - i den meget lette luft, og vi turde næsten ikke tro det selv, da vi rundede topmærket som første båd. Spiler op; Desværre var vi lidt uskarpe på det vindspring, så vi kom for langt nord i, og fem både slap forbi; Det var DEN9, DEN277, DEN329, DEN11, DEN358. Heldigvis havde vi stadig et godt gear til andet og sidste opkryds, så vi hentede et par stykker igen, så vi kom i mål som treer - vistnok efter efter DEN329 og DEN9. En herlig aften i shorts på vandet, og da Kisser så ovenikøbet halede tre Heineken op af tasken, ja så var aftenen fuldendt :-)

Klubben serverede flødegullash, og det var både glimrende og rigeligt og igen med hjemmebagt brød, så det er anden tirsdag i træk, at vi lander på fire ud af fem mulige spritblus. 

Morten, DEN134

 

2. september 2008: 

Den gamle halvtredser var i fint humør, og vejret var heller ikke skidt, da vi mødtes denne tirsdag for at sejle lidt bådvæddeløb. Vores indsats var vel tålelig, selvom vi ikke imponerede med taktisk overskud. Starten var lidt sløj... Vi lå egentlig det rigtige sted, men der var ikke fart i kassen, fordi vi var kommet en anelse for tidligt og måtte bremse. Lidt ærgerligt, men det er jo hvad der sker. Dejlig boathandling hele vejen rundt, og god steming ombord. Det skal man ikke kimse af.

Klubben serverede kylling, og den var faktisk rigtig god; Jeg tror den rammer fire ud af fem mulige spritblus, for der var både kartofler, surt og hjemmebagt brød til. Jums, - og mæt blev man også.

Morten, DEN50

 

26. august 2008: 

Det var en dejlig aften på vandet. Man kan diskutere, hvor godt det gik, men interessant var det. Vi sejlede os kort og godt ned, ned og atter ned og så lidt op igen. Jeg ved ikke præcist, hvad der gik galt, men vinden var svær, og jeg tror nok, at mindst to ting gik galt. Den ene var, at vi ikke trimmede omhyggeligt og vedholdende på de første mange ben. På allersidste ben begyndte vi at fintrimme fokken kontinuerligt, og det gav noget af den fart, vi havde manglet indtil da. Lektien er klar: Der skal fintrimmes hele tiden på den fok; Især ved varierende vindforhold. Det er slet ikke nok at trimme ved hver vending; Derudover var vi uheldige at komme i modfase. Det sker af og til, at man på mystisk vis kommer til at sejle i skraldere hele tiden. Det kan godt være, at man ser rummerne rigtigt, men der er jo andre både på banen, og nogen gange kan man blive tvunget til at vende på de forkerte tidspunkter. Resultatet er, at man kommer op ad banen på den længste måde. Det er surt. Især for taktikeren, som faktisk kan have set rigtigt; Dejlig aften på vandet, og ølsne smagte også rigtig godt. Jeg tror nok, at det var blå cola.

Nåede ikke at komme i klubben...

Morten, DEN358

 

19. august 2008: Arh der
Jeg kan sqtte rigtig huske, hvad der skete, men jeg sejlede vist ikke 134... måske var jeg en tur med på DEN45... Ja, det var jeg vist... hmmm... jeg må hellere tage mine huskepiller. Åhja, det er rigtigt... det var en aften på DEN45, men det gik ikke specielt godt; Faktisk ville vi alle helst glemme den aften... jaja bevares - det var da som altid hyggeligt, men det var som om båden ikke rigtig gad mere... træt efter strabadserne i Hornbæk måske?

Morten, DEN45

 

14-16. august 2008: 
Så var der DM! Torsdag blev sejladserne aflyst grundet for meget vind, så fredag var første gang hele teamet mødtes til en sejlads i 134; Det blev ret spændende... Formkurven var stærkt opadgående; Vi startede halvskidt, blev lidt bedre, lidt bedre igen og så sluttede vi af med en prik. Dejligt at starte forrest og bare blive der. Lørdag lavede vi så en nogenlunde god placering inden sidste sejlads, hvor vi lå 2 eller 3, da vi desværre måtte udgå grundet personskade. Sådan en bom kan godt slå hul, selvom den ikke rammer særlig hårdt. Lidt ærgerligt, men vi synes alt i alt, at vi kunne være os selv bekendt. 

Tak til Hornbæk Bådeklub for et herligt stævne i dejlige omgivelser, og tak til besætningen på 134 for et par opmuntrende dage med rigtig god stemning om bord.

Læs mere om DM på klubbens hjemmeside... 

Morten, DEN134

 

12. august 2008: The race is on

Første gang efter sommerpausen. Vi mødtes næsten fuldtallige til en træningstur med DM teamet, og selvom vi ikke vandt, endte det med at blive en dejlig aften på vandet. Man skal jo ikke vinde tune-uppen ;-)

Nåede ikke at komme i klubben, da der var moleøl og DM opvarmning efter sejladsen.

Morten, DEN134

 

1. juli 2008: Øl & Grill

Jeg husker ikke sejladsen særlig præcist, men jeg skulle mene, at det var en dejlig aften på vandet med mellemluft. Indtil flere taskesejlere havde meldt sig grundet den annoncerede Øl & Grill, så der var fuldt hus på mange både; Hvis man da kan sige det.

Vi kom ikke i klubben; Øl & Grill! Mange 101ere... faktisk rigtig mange myldrede rundt på bro 7. Selv DEN95 var både kommet i vandet, blevet rigget til, - og sejlet helt til Rungsted for at se på sagerne. Ja, jo mere jeg husker efter, jo mere klart står det for mig, at det faktisk var en herlig aften i 101 selskab.

Morten, DEN134

 

24. juli 2008: Sommervejr
Yep yep... en dejlig aften på vandet, Vi var ikke vanvittigt hurtige, men vi havde det sjovt, og det blev fejret med øl på vej ind til havnen. 

Morten, DEN134

 

17. juni 2008: Svær bane

Vejret var ikke skidt, men der var en del vind fra det vestlige hjørne. Vi var kun to, så vi synes måske, der var lidt rigelig vind. Nu er Kisser jo ikke den der piver, så afsted med os. Vi konstaterede fordel i styrbord ende af linien, og en lille test viste, at vi snildt kunne læbove. Ergo start i styrbord ende og hurtig vending over på bagbord halse. Bang. DEN358 lå lige i snuden, Flere både til luv. Så var der plads, - og rundt. Ude på fløjen så det rigtig godt ud. Vinden rummede og rummede, og selvom vi sejlede læ om DEN277, ja så skulle vi altså bruge en skralder for at komme til topmærket. Den kom ikke, så vi rundede godt nede i feltet. Spileren skulle bommes, men vi skulle lige bruge lidt tid til at komme til hægterne, så spilerbenet blev ikke optimalt. Op kom dog det mangefarvede ballonsejl, og en bomning lykkedes også fint. Rundt bunden og så afsted med fokus på vinddrejninger. Lidt bedre placering ved toppen dennegang. Spiler op, - næh... spilerged... jeg havde vist fået viklet spileren ind under søgelænderet, da jeg bjærgede den. Ævha. Det vundne var lynhurtigt tabt. Endelig kom spileren op, og det lykkedes at nå bundmærket uden yderligere dramatik. Sidste opkryds. Lidt taktisk sejlads og et par gode slag gjorde sit til, at vi rykkede lidt op. Strøg foran DEN358 igen. Mødte dem igen lige før målgang, og nu var der spænding om resultatet. Lagde en dejlig vending til styrbord halse det helt rigtige sted. Fandt lidt fart og lidt højde, hvorefter vi kunne vende ind foran DEN358 og gå i mål. Pyha. Det kaldes åbenbart en slamdunk. Troede det var basketball. Anyways, det lykkedes Kisser og undertegnede at klemme et par øl ned ovenpå denne spændende aften med masser af snoretræk. Jeg ved ikke, om Kissers arme blev længere i løbet af aftenen, men jeg ved, at Kisser er sej.

Nåede ikke at komme i klubben...

Morten, DEN134

 

10. juni 2008: Opblæst, afblæst eller hvad det nu hedder

For meget vind? Altid et godt spørgsmål, men vejrguderne sagde, at der lå 20 meter i Kattegat, og rigtig mange af dem ville finde vej til Øresund. Ergo drak vi en øl og blev inde, - undtagen DEN200 som garanteret havde en fed slædetur.

Klubben serverede skipperlabskovs (?) men jeg valgte at tage hjem i utide, så jeg smagte det ikke.

Morten, DEN134

 

3. juni 2008: Tjuhej hvor det går

Fed vind lidt over 8 meter fra det sydøstlige hjørne. Masser af sol og varme. Klar fordel ved styrbord mærke, og de fleste har set det. Trykker 400 og flere andre over linien. Bang. God fart; Let springende vind, som vi rammer nogenlunde. Rundt som tredje båd, men de to forreste både, Nieren og (måske) 329 sejler trekant bane. Vi bommer straks og tager inderbanen. Rundt bunden som første båd. Resten af vejen skal Kalle bare holde battet i midten; Det lykkes fint. Vi lander en prik og skyller en kold øl ned. Ahhh... 

Klubben serverede boller i karry, og det var faktisk i orden. Der var brød, salat og ris til. Jums. Tre med pil op kan det blive til. Spritblus altså :-)

Morten, DEN45

 

27. maj 2008: Diset hurlumhej

Lureluskeklubben var ude. Solen prøvede at skinne nogle disede skyer væk, men det lykkedes kun halvt. Vinden var modsat vejrudsigten. Til gengæld var den meget varierende i både retning og styrke. Bang. Fed fordel ved styrbord mærke. I perioder ihvertfald. Modstrøm. Vi kom afsted til luv af de fleste men et kraftigt modificeret mastetrim gjorde, at vi ikke kunne finde farten. Over på bagbord halse, hvor DEN9, DEN45 og DEN50 allerede var stukket af. DEN400 valgte den anden fløj, og det var godt nok en nitte. Selv kørte vi nogenlunde i midten, hvilket hverken var godt eller skidt. Når man ændrer mastetrim, så skal alle de små trimmemærker tunes ind igen. Vi kunne slet ikke finde farten. Rundede alligevel i top 5, men spilerbenet var en katastrofe. Det startede med en knude, hvorefter vi valgte at skære syd i for at få strømmen til at give os skæring hele vejen. Duede slet ikke. De høvlede forbi oppe nord i banen. Rundede bunden halvskidt. næste kryds blev der arbejdet lidt mere med trimmet. Det var uskidt uden at være fantastisk. Spilerbenet var noget bedre. Vi hentede vist een enkelt båd og kom nærmere på Halvtredseren. Sidste kryds begyndte farten at indfinde sig, og vi hentede yderligere et par stykker. Herlig aften på vandet. Meget interessant.

Klubben serverede fire styks jyske tarteletter med kylling + brød og smør. Nu er der det med tarteletter, at de fleste enten elsker dem eller hader dem. Selv synes jeg, de er ok, men ved bordet var der bred enighed om at give dem max 3 spritblus, - ja nogen mente sågar, at tarteletter kun kan komme over to spritblus, hvis de serveres med hummersauce.

Morten, DEN134 

 

20. maj 2008: Solskin og næsten slet ingen vind

Well, ganske kort: Vi sejlede rundt efter dommerbåden i en times tid. Jeg tror, klokken var 19:17, da aftenens sejladser blev skudt af. Cirka 20 sekunder herefter kom der en god jævn vind, som vi alle hyggede os med at sejle ind på. Ret ærgerligt.

Klubben serverede en halv grill ørn med kartofler og salat, og det var tip top. Der var rigeligt, og ørnen smagte udmærket omend kyllingesmagen havde en tendens til at dominere. Vi topper skalaen med hele fem spritblus; Tak for mad.

Morten, DEN134 

 

13. maj 2008: Solskin og let vind

De havde truet med regn og rusk, men det blev en aften med sol og let luft. Vinden var ikke helt som lovet, og dommeren flyttede derfor lidt rund, førend han fandt det helt rigtige sted. Endelig. Markant men ikke urimelig fordel ved vestligste mærke, hvilket de fleste af de fjorten Aphroditer havde opdaget. Bang. Vi futtede under land. Slog over og fik den forventede vinddrejning. Det så fornuftigt ud, selvom der var ret store lokale vindspring og huller. Rundt toppen med god kontakt til DEN400 og DEN45. Lidt spilerknas satte os desværre lidt tilbage, så DEN277, DEN50 med flere rykker forbi; Ingen fordel sydi. Rundt bunden op opad igen. Godt kryds. Overhaler blandt andet DEN50 og et par stykker mere, men uff... spilerfaldet er i bekneb, og det koster dyrt at ligge på lænseren med begge de forreste klude ude af funktion. Heller ikke nogen fordel nordi, men der var fred og ro. Sidste kryds går også ok, men det tabte kan ikke vindes ind igen. Kommer ind et sted midt i feltet, - ganske godt tilfredse med indsatsen. Der er mange snore til to personer, men heldigvis er der lige så mange øl i skuffen. Well, ikke mere :-)

Klubben serverede peberhakkere med sennepssauce, salat og bagt kartoffel. Det var tip top og lige på vippen til de fem spritblus; Det lader til at flere har opdaget, at sejlermenuen er spiselig. Der var ihvertfald godt fyldt op ved bordene. Dejligt at se.

Morten, DEN134 

 

6. maj 2008: Mellemluft og solskin!

Igen en formidabel aften på vandet. Solskin og lækker luft i mellemvægtsklassen. Markant fordel. Bang. Vi futtede under land sammen med DEN400; Slog over og futtede ud mod topmærket, medens vi kæmpede for at hænge på. DEN400 gik godt, og til læ havde vi resten af feltet, hvorfra især DEN45 skilte sig ud med både højde og fart. Rundede toppen som en tre-fire stykker; For lidt vind til at sejle lige ud. Blev fanget i en sandwich, hvor de sejlede forbi både til luv og til læ. Godt opkryds. Indhentede noget af det tabte, men samme problematik på lænseren. Henter lidt igen på en markant yderbane med god fart i skøjten ved bundmærket. Kan næste holde linien. Kan holde linien. Kommer ind et eller andet sted midt i feltet, og der må drikkes øl... pyha, - det er hårdt at være snoretrækker på sådan een Aphrodite 101. Fantastisk aften...

Klubben serverede... hmm... jeg husker det ikke lige. Var det noget forloren hare -agtigt noget måske. Det var sikkert udmærket.

Morten, DEN134 

 

 

29. april 2008: Sommerluft!

Hæ! Sikken en aften. Glimrende og dejlig lang bane med vinden i det sydøstlige hjørne. Mellem 8 og 10 meter luft, temperaturer over 15 grader og solskin. Nøiiiijh. Svært at forstå, hvorfor ikke alle både var på vandet. Bang. Afsted helt ude ved bagbord ende af linien. Så et par både i den anden ende være lige lovlig tidligt ude. Kom godt afsted. Dem til læ hang ikke på, og da vi slog over, futtede vi lige foran DEN400 og lå etter. Dejligt. Vores plan var at sejle ind under havnen for at få mindre sø, men det var åbenbart en skidt ide. DEN400 og DEN45 og flere andre kom godt frem på at ligge ude. Vi rundede som en tre fire stykker. Rund bunden og samme mønster igen. Yderste både kom længst frem. Vi holdt os midt i banen. Kostede ikke noget, men der var stadig spænding. Rundt toppen ligesom sidst, men noget sprang ovre hos DEN45, så spileren gik i søen. Ellers et fedt spilerben. Søerne var store nok til surfture på 30-40 sekunder. Så var det rundt bunden igen, og sidste ben drejede sig kun om at holde DEN277 bag os. DEN 400 kunne vi ikke nå. Vi mødte DEN277 et par hundrede meter før mål, hvor de kom susende i yderbanen. Vi var klart foran, men DEN277 havde fundet et rigtig godt gear, og det blev mere og mere spændende, om vi kunne nå i mål før dem. Vi tror det lykkedes, men vi er ikke helt sikre. Fed aften på vandet. Hæ!

Klubben serverede hakkedrenge med bernaise, salat og bagt kartoffel. Det var super duper, og vi rammer igen de 4 spritblus. Bare synd, der ikke var så mange i klubben, men alle tøsedrengene var vel taget hjem for at drikke varm mælk med honning. Bare ærgerligt. Det var det bedste aftenmatchvejr længe. 

Morten, DEN134 

 

22. april 2008: Overhøjde kan være godt!

Fantastisk! Dommerbåden stod til søs med kanonsalut på vej ud af havnen. Det har jeg aldrig set før. Nå, men det var vel fornuftigt med en resolut udsættelse. Lækker sol, lidt skæv linie, mellemluft... det bliver ikke meget bedre. Bang! Hmm... Lidt mere skæv linie end først målt. Faktisk var der mange, som ikke kunne holde linien, så medens DEN400 susede afsted på en flot bagbord start, rodede store dele af feltet rundt omkring linien. Vi kunne heller ikke holde, så vi måtte bomme rundt og starte igen. God fart i kassen gjorde sit, og en smule overhøjde på første opkryds betød, at vi kunne sejle uden om klumpen ved topmærket, hvor en del både herunder DEN50 blev overrasket over den nordgående strøm. Spiler op, og så gik jagten... DEN400, DEN45, DEN329 og DEN277 foran. Rundt bunden, og opad igen... DEN277 slår ud, og vi bliver inde i strømlæ og suser forbi. Runder toppen og jager DEN329 på lænseren... Tjelle begynder at kigge mere bagud end fremad. Godt tegn. Runder bunden lige efter DEN329. Går lavt for at smutte gennem læen. Det lykkes. Når dem dog alligevel ikke ved målgang, da en rummer rammer feltet omkring layline. Pokkers osse... Nå, men fremad kom vi da. 

Klubben serverede spareribs, og det var fremragende. Intet mindre. De har vist oppet sig i år. Der tales om at skalaen er sprængt. Det ved jeg nu ikke rigtig, men vi er tæt på fem ud af fem mulige spritblus. 

Morten, DEN134 

 

15. april 2008: Bang, kom i gang!

Efter en skøn påske med snestorm af flere dages varighed var det med nogen irritation, at jeg måtte lægge øre til havnens beklagelser omkring klargøring af både. Ved de der mennesker på havnen ikke, at man ikke kan smøre ting på sin båd i under 10 grader Celcius? Er de i virkeligheden bedst til blot at hæve prisen og besværlighederne for de arme stakler, som formaster sig til at holde båd på havnen? Jeg overlader det til læseren... 
Fjorten dage efter påske var der een weekend, hvor man lørdag kunne makke med både, og der lykkedes det undertegnede at vaske, polere og male båden samt at skifte zink. Pyha. Krantid mandag og mast på, nu vi lige var i gang. Lidt trimning weekenden efter.

Bang! Første aftenmatch i gang. Ikke mange duelige på vandet... DEN50, DEN134, DEN277, DEN400 udgjorde det knivskarpe felt. Vi kom bedst ud af boxen, og selvom vi vidste, at vinden skulle dreje højre om, lagde vi os inderst med den effekt, at vores forspring svandt og gik i minus. Rundede som treer. Nappede dem alle på lænseren ved at blive inde, - for vi vidste jo det der med højredrejningen, Bedre skæring = bedre fart. Forrest igen og det holdt hele vejen til mål. Der var bare det, at vi havde set baneflag EFTER start, så da vi var gået i mål, rundede DEN50 og de andre bare topmærket og fortsatte medens vi allerede drak øl. Pokkers. Nå, men tillykke til DEN50, som altså var denne aftens mest duelige. Den annoncerede moleøl blev ikke til meget, da de fleste var smuttet i klubben. Det skal de jo egentlig have ros for. Vi tager bare moleøllen næste gang, og hvis det bliver højredrejende vind fra nordvest, så sejler vi sq derefter.

Selv nåede jeg - grundet moleøl - ikke i klubben, men Simon fra DEN50 rapporterer stegt flæsk med persillesovs med følgende superlativer (citat) ganske henrivende fantastisk. Mon ikke det er fire ud af fem mulige spritblus? Jeg tror det.

Morten, DEN134 

Beretninger fra 2007

 

© Copyright apr-09 NMMA Reproduction allowed with notice of origin.