Beretninger 2007 Klik=menu
Reload menu News from this summer Updated: 2008-04-21 Comments

 

6. oktober 2007: Thiele Cup

Ganske kort: En herlig dag på vandet med svag vind og interessante bevægelser i feltet. Jeg fik god hjælp af teamet fra 340, som var taget en tur nordpå til denne klassiske sæsonafslutter. Vi fulgtes med DEN400 det meste af vejen, og vi gik i mål indenfor få bådslængder, hvis der da overhovedet var en hel af slagsen. Desværre gik DEN400 først i mål, men de må jo have sejlet en anelse hurtigere end os, så tillykke. Af årsager som jeg stadig ikke forstår, sejles der ikke meget Gordons Gin Cup i 101, så Thiele går hen og bliver den sidste sejlads. Det var ikke den værste afslutning at få.

Morten, DEN134 

 

DM 2007: En blæsende affære

Der var god vind til årets DM, som ellers var velarrangeret af KDY. Hønse syntes godt nok, at vi spiste meget, men derudover hørte jeg ingen klager over deltagerne. Det skulle da lige være, at der ikke var så mange både med i den sidste sejlads, hvor det blæste en del. Ellers var stævnet præget af god stemning og et ret godt fremmøde på - så vidt jeg husker - omkring 19 både. Ikke imponerende men alligevel heller ikke dårligt i disse tider. Lars Gottfredsen og DEN400 endte som hurtigste båd. Tillykke med det.

Morten, DEN134 

 

4. september 2007: På vandet

Efter det meste af en sæson mellem pælene, slap 134 endelig ud på vandet denne aften. Tre ud af fire fra den kommende DM besætning kæmpede bravt for at finde rundt i snorene... Ikke nemt, når alle er vant til at sidde ved battet, men det gik da sådan nogenlunde, og vi holdt vist fart cirka med midten af feltet. Når vi ellers strammede os an. Hvad der skete i toppen af feltet kan jeg kun gisne om, men det forlyder at båden otherwise known as The Swetty Heering vandt... uhadada... man skal jo aldrig vinde tune-uppen, men lad os nu se, hvad der sker de nærmeste par dage, når der går DM i den. Iøvrigt en usædvanlig aften. Hele syv 101ere blev disket for tidlig start. Kanske vores plads midt i feltet ligefrem give præmie, hihi.

Klubben serverede farsbrød, - det er vel en slags forloren hare, tror jeg nok. Nuvel, to velvoksne skiver med kartofler og brun sovs, og det var faktisk helt i orden, selvom Lars argumenterede for, at det var hospitalsmad. Jeg giver hele tre spritblus med pil op for den oplevelse. 

Morten, DEN134 (Ahh, endelig)

 

28. august 2007: Godaften Danmark

Åhh, der har været så meget tryk på, at jeg ikke husker detaljerne fra denne aften. Dog husker jeg, at vi ikke var helt så hurtige, som vi plejer at være på DEN358; Vejret var udmærket.

Morten, DEN358

 

21. august 2007: Mere sommer

Skøn aften. Lækker vind fra sydøst og nordgående strøm. Jeg kunne næsten kopiere beretningen fra den syvende. Glimrende start, - helt fremme i skoene, og så derud af. Svær bane med mange vindspring og vindhuller. DEN400 var meget hurtig, og vi måtte bruge det meste af 10 minutter på at trimme, så vi kunne gå fart med dem. Det lykkedes, men da var de forbi. Rundede i top 3 og satte spiler. Først var den under søgelænderet, og dernæst var der bare en knude, men det lykkedes til sidst, og det kostede ikke nogen placering. Andet opkryds... Der tegnede sig et billede af DEN400 fulgt af DEN329, som susede afsted i aften, - og så os... derefter var der et hul ned til hovedfeltet, hvor DEN255 igen gjorde sig bemærket. For os handlede resten af sejladsen om at holde på feltet, for de to forreste både var desværre for langt væk, så i sejladsmæssig forstand var der ikke meget spænding, for der skete ikke rigtig noget. I mål kom vi i ovennævnte rækkefølge, og så stod den på burger på een af de lokale bæverdynger. Herligt, - og så har de også flere forskellige øl at vælge imellem. Sidst jeg var i klubrestauranten - da var alle haner tomme pånær almindelig pils.

Morten, DEN358

 

14. august 2007: Mere sommer

Igen en herlig aften på vandet med 20 grader, sol, - og vind fra det sydøstlige hjørne. Linien lå nogenlunde og bang! Dejlig start. Dog med DEN45 lige foran. Utroligt, at den kuskestart kunne lykkes, men der var svag modgående strøm. Derfor en hurtig vending ind under land. Hmm... der var måske strømlæ, men helt inde under havnen var der vist bare læ, så der skulle man ikke ind. Oppe ved toppen mødte vi en hel masse både, hvoraf nogen blev snydt af strømmen. Særligt DEN358 gjorde sig bemærket ved to gange at vende til bagbord halse lige foran os. Det lykkedes os - på styrbord halse - med nød og næppe at undgå sammenstød og komme rundt om mærket, og medens vi satte spileren kunne vi høre forsat råben i længere tid. Nå, DEN400 var i front fulgt af DEN255, - herligt at se een af de nye stikke snuden frem. Herefter var der DEN45, DEN11 og... det var som om der blev skabt et lille hul ned til hovedfeltet, og sådan formede resten af sejladsen sig. I mål kom vi som fjerde båd efter DEN400, DEN45 og DEN255 - fulgt af DEN88, som er begyndt at vise tænder... Det skal blive spændende at følge udviklingen i feltet i resten af sæsonen. Nå, - tak til DEN11 for en god sejlads. Efterfølgende var der igen moleøl, og igen gik snakken lystigt... Hvorfor har vi ikke altid gjort det?

Morten, DEN11

 

7. august 2007: Endelig sommer

Skøn aften. Intet mindre. Over 20 grader, mellemluft fra sydøst og solskin. En aften kun i shorts og tshirt. Det er sommer. Linien lå ret skævt, ja nærmest pinligt skævt, så næsten alle startede ved dommerbåden. Vi startede lige efter DEN45, som vist gerne ville have lukket os ude, men Lars fandt et hul lige bag DEN45 og lige foran DEN50. Dem til luv af os havde det til gengæld ikke nemt. Vi slog sysover kort efter start for at få fri luft, og da vi slog tilbage igen kunne vi se DEN45 og ikke mindst DEN400 godt langt fremme. DEN400 var startet  på midten af linien i fri luft og fin fart. og kort efter vred vinden østover - iøvrigt som de der på tv havde lovet, og derfor var DEN400 allerede kort efter start foran med et pænt antal bådslængder. Måske 10. Vi hyggede os derfor med at sejle DEN45, DEN277 og et par stykker mere op. Dejligt at se den nyligt hjembragte DEN304 stikke snuden frem. Den måtte vi faktisk også lige "arbejde lidt med", førend sækken kunne snøres. Også DEN33 havde snuden godt langt fremme, men de har jo også øvet sig hele foråret. Der var et par stykker mere, som var oppe at markere, men efter en koncentreret indsats lykkedes det at sejle en andenplads hjem. DEN400 holdt hele vejen rundt, og det var flot at se på. Lars (DEN358) var nu svært tilfreds med placeringen. Det var nemlig første gang i år, at han sad ved pinden. Efterfølgende var der moleøl, så derfor ved jeg ikke, hvad de serverede i klubben, men pyt... da jeg var hjemme cirka 2230 fandt jeg noget dåsemad fra sidste års sommertur i skabet. Forloren skildpadde... Uhm...

PS: Bemærk, at jeg stadig - som en service til 101 miljøet logger vores aftenmatch-resultater her på siden. Det skyldes, at KDYs webside fortsat ikke fungerer i Microsoft Internet Explorer 7 og heller ikke i Mozilla Firefox. Kun Opera er i stand til at vise KDYs webside - dog med irriterende grafiske fejl, men i det mindste kan man da se siderne.

Morten, DEN358

 

26. juni 2007: God sommer

Ja, overskiften har ikke noget med dagens vejr at gøre... det regnede, blæste og tordnede, og vi var mange som var meget bekymrede for det annoncerede Grill & Øl arrangement... Efter en mægtig byge kastede vi nu alligevel los, og DEN358 susede derudaf. Bang. God start. Desværre blev vi skubbet for tidligt over af DEN9, som sikkert også var for tidligt over. Hvad værre var... vi var låst, så det ikke var muligt at komme rundt og tilbage. Jeg er ret sikker på, at vi lå bagerst, da vi flere minutter efter start endelig startede igen. Nå! Så er der jo lidt at arbejde med, og det gjorde vi så, - selvom banen ikke ligefrem var let at finde vej fremover. Efterhånden fik vi dog tygget os lidt op igennem feltet, og Batman Steen lavede en superfræk topmærkerunding lige indenom DEN2, og så kunne vi da se DEN45, DEN400 og DEN329, som var i front. Endelig på sidste opkryds var vi lige ved at nappe DEN9, men også kun lige... Tak for kampen... Da vi kom ind var Kasper allerede i fuld gang med grillen, og medens undertegnede og Steen hentede øl stimlede folk sammen til at hyggestund med løgnehistorier og hvad der nu hører til. Det endte vist med at være en helt god aften. God sommer, - vi ses til august og til DM.

PS: Vedholdende rygter vil vide, at der den 12. juni manglede flag til aftenmatchen, fordi nogen lige havde lånt dem til den store fest i det nye KDY klubhus. Hvis det virkelig passer, at KDY vælger at holde 100 både med besætninger - klubmedlemmer - for nar for deres egne penge på den måde, så ville jeg ønske, at jeg ikke vidste noget om det.

Morten, DEN358

 

19. juni 2007: Spænding til det sidste

Jeg var desværre ikke til stede denne tirsdag: Normalt ville det ærgre mig, men denne gang skyldtes det en familieforøgelse, og så synes jeg lige, det kan gå an :-) Fra Lars Ranggaard og flere andre forstår jeg, at det var en meget spændende aften med interessante vinde fra flere retninger; Noget med de sidste skal blive de første, og så alligevel ikke. Indtil flere af "de nye" var helt oppe at snuse forrest i feltet, og til sidst - indenfor de sidste 200 meter vendte det hele så på hovedet igen een gang til. Fire både kom ind på fire sekunder... Det må være rekord.

Morten, (DEN134)

 

12. juni 2007: Kan det blive ved?

Superlækkert vejr med stabil vind omkring 8-9 meter fra vest med let sydgående strøm. Fantastisk. På vej ud til banen mødte vi Pondus, som gik for fuld skrue ind mod havnen. Majet underligt. Heldigvis dukkede Pondus op igen, og vi nåede at komme i gang - kun med en let forsinkelse på 10 minutter eller så. Bang. Vi havde målt linie og timet en start helt ved det sydlige mærke. DEN9 havde tænkt sig at starte på bagbord halse, og det gjorde de uagtet, at vi ville have ramt dem foran vanterne, hvis ikke Steen havde givet ror. Der var ikke tale om elegant sejlads; Det mindede mere om stockcar racing. Væk med Nieren, - farten var god, og vi susede fra DEN277, som vi havde til luv sammen med DEN400 og de fleste andre. Derfor kunne vi ikke komme nord i banen, selvom det var der, vi ville hen og få den forventede vinddrejning. Oppe ved toppen rundede DEN45, DEN400 og så kom DEN329 lige inden om os. Vores spiler slog knude, men vi kom igen og luffede DEN329 med berøring til følge. De tog ikke deres straf, men Steen smed iskoldt snuden indenom ved bundmærket. Farvel Tjelle. Oppe ved toppen mødtes vi igen, men dennegang var spilersætningen i orden, og vi susede afsted. En bomning satte DEN329 endeligt af, og resten af sejladsen koncentrerede vi os om at holde DEN329 nede. Det blev spændende oppe ved målet, for der var mange  interessante vinde fra forskellige retninger, men resultatet blev DEN400, DEN45, DEN358 og DEN329. Pyh.
Klubben serverede en halv grillørn med knolde og surt; Det var ikke stor madkunst, men der var rigeligt og det smagte fint, - især når man tager prisen i betragtning. Forklaringen på Pondus besynderlige færd viste sig iøvrigt at være, at nogen tilsyneladende har bøffet signalflagene. De blev ihvertfald aldrig fundet igen.

Morten, DEN358

 

5. juni 2007: Igen en fed aften

Dennegang var vejret også fedt. Steen lavede en kanon start lige efter bogen - ned ad linien på bagbord, vende lige under feltet, luffe hele feltet over. Well, stort set hele feltet. Jeg tror DEN329 lå til læ, medens de fleste andre lå til luv begyndende med DEN2. Farten var god, og ved toppen mødte vi DEN277, som gik foran os. Vi rundede som toer, og de næste tre ben forfulgte vi DEN277, som altså susede afsted. Samtidig måtte vi holde et vågent øje med DEN45, DEN400, DEN329 med flere, som lurede bag os. Efter andet opkryds gik DEN277, DEN45 og de fleste andre ind, medens vi skar ud og fik vind og skæring. Vi rundende bundmærket som klar etter. DEN45 fulgte os udad, og selvom vi havde holdt dem bag os i hele sejladsen, så holdt de samme fart men en anelse mere højde end os på dette sidste opkryds, og de endte med at komme i mål cirka 3 bådslængder før os. Ævha og tillykke. Resten af feltet gik helt i stå inde under land, så dem så vi ikke skyggen af. Vi talte iøvrigt fjorten både på vandet. Klubben serverede (vistnok) en udmærket svinekotelet, om hvilken jeg ikke husker detaljer, så den må have været i orden.

Morten, DEN358

 

29. Maj 2007: Superlækkert

Det blev en fed aften på vandet med blødt vand og lækre små vinde fra forskellige retninger. Der var svag nordgående strøm, så DEN400 tog under land, medens vi på DEN45 vurderede, at vinden var bedre ude, og vores beslutning blev derfor midt i banen. Overraskende nok om DEN400 godt ud derindefra, selvom det i perioder så rigtig godt ud. På spilerbenet hentede vi dem vist en lille smule, men efter bundmærket stak de igen af. Faktisk gik DEN400 lidt højere og samme fart på halvdelen af opkrydset, og først da en Scankap99 gik højere end os, blev vi klar over, at der lige manglede 2 centimeter på fokkeskødet. Vupti, og DEN45 fløj afsted, men desværre for sent... havde krydsbenet været dobbelt så langt, - ja så havde vi nok nået det... Klubben serverede krebinader, og allerede på vej op i klubben mødte vi DEN50, som var på vej ned igen. Det drejede sig om størrelsen af føromtalte karbonetter, og jeg må da give gutterne ret... Der var ikke vanvittigt meget mad på den tallerken, og selvom det smagte fint, sad man alligevel og drømte om en havneburger.   

Morten, DEN45

 

22. Maj 2007: For lidt vind til os

Tjah, - ingen kom rundt dennegang. Det startede ellers udmærket, og ligesom vinden skiftede, skiftede vores position fra godt fremme til nede i suppen til godt fremme. Det så ikke helt skævt ud, da vi endelig gav op. Et halv spilerben havde da taget 20 minutter og der var 40 minutter tilbage. Klubben serverede flæskesteg med sovs, masser af sovs, og selvom der måske var fedt nok på stegen, så blev man dejlig mæt. Til prisen var det vist helt i orden. 

Morten, DEN358

 

15. Maj 2007: Mere frisk vind 

Linien lå godt, da vi målte den første gang, men der var alligevel store udsving i fordele og ulemper. Da 101 feltet startede, var der en fed fordel i den nordlige ende, så alle bådene fedtede rundt ved styrbord mærke. Mange blev klemt udenom, herunder den gamle halvtredser. På DEN45 havde vi timet det lidt for slapt, så vi kom af sted lidt nede af linien med stort set hele feltet til luv. Nå; Fri vind tæller også. Mads satte skuden i gear og oppe ved toppen rundede vi i top 5. DEN329, DEN9 og DEN400 var helt i front. Spiler op. Som DEN329 holdt vi den lige linie mod mærket, og vi rundede vist bunden som firer. Krydset var blevet mindre interessant, da man ret hurtigt kom på layline, men vi rundede vist toppen som firer eller treer, tror jeg nok. På spilerbenet gik DEN400 og DEN9 langt nordi, medens vi vurderede vinden til at være så kraftig, at der ikke var fidus ved at skære. I et stykke tid så det ud til at "nord-sejlerne" gik helt i stå, men ak... ved bundmærket kom de rigtig godt igen. Dog ikke DEN400, som lavede en helt fantastisk knude med spileren. Vi rundede bunden som treer, og det holdt desværre hele vejen hjem. 
Klubben serverede frikadeller. Torben sagde, at de var kolde, men jeg ved ikke... det var måske meningen? Selv ankom jeg så sent i klubben, at der var udsolgt, så jeg fik et par skiver kold culotte; Det var faktisk ok uden at være imponerende.

Morten, DEN45

 

8. Maj 2007: Frisk vind 

Igen fik vi en fin linie, men der var en del vindspring. Vi lurede ihvertfald, at der var fordel i den nordlige ende af linien, men efter starten var vi alligevel bag efter stort set alle, som havde været længere syd i end os. Mest synligt var DEN50, som gik 5-8 bådslængder foran os ret kort tid efter start. Uff. Oppe ved toppen var der trængsel. Nogen havde været langt nord i banen, - andre langt syd i, men de fleste mødtes igen. Jeg tror vi rundede som femmer eller noget. Efter lænseren satte vi turboen til, og næste gang vi så topmærket, kom vi akkurat indenom DEN358; Vores spiler var dermed den første. På nederste del af spilerbenet smuttede DEN358 udenom os, så vi rundede desværre bunden som toer; Tror nok vi havde DEN400 og DEN9 i hælene, men krydsbenet handlede kun om een ting, og det var DEN358. Vi synes selv, det var ved at lykkes, men DEN358 var bedre til at udnytte den ret springende luft helt oppe ved topmærket, og vi nåede dem ikke. Vi nåede til gengæld heller ikke hakkebøffen i klubben, for der var udsolgt, da vi dukkede op, og så måtte vi nøjes med en bøf. Pokkers også... Dankort automaten var iøvrigt igen i stykker, så det tog en evighed at betale... Dog kan jeg oplyse, at PBS havde svære problemer den aften i netop det tidsrum, så det var faktisk ikke restaurantens skyld. 

Morten, DEN45

 

2. Maj 2007: Lureluft

Linien var fin, men vinden var meget svag, og det snød os lidt i starten. DEN358 kom afsted agten for og lidt til luv af DEN45, og der kunne vi ikke sejle. Da DEN88, som lå længere til luv af os, vendte, var sagen bøf. Ind under land i strømlæ. Underligt nok fortsatte de fleste udad, men da vi mødtes næste gang - cirka midt på opkrydset - var vi med i top tre eller fem. Oppe ved toppen gjorde strømmen sig virkeligt gældende, og der var lidt diskussion om rundingen... det medførte, at vi rundede som treer. Vi tænkte, at det var godt at blive ude i strømmen, men ak... de der slog indad gjorde det bedre... DEN9, DEN277, DEN45 og muligvis DEN329 stak derindad, medens vi lå ude sammen med DEN50 og DEN400. Nitte. Det var faktisk så ødelæggende for humøret, at vi ikke kunne tænke klart ved bundmærket, hvor en Molich 12 kom i vejen. Hvad værre er, - det førte til at DEN2 og een båd mere - tror det var DEN283 (velkommen tilbage på banen) kom i inderbane på os. Ak og suk. Kort efter drak vi øl, og resten af opkrydset vil jeg egentlig helst glemme, for DEN33 og DEN400 gik også forbi os, og de der ikke gik forbi, de udgik.  Klubben serverede forloren hare, og de af os, som ikke er vant til hospitaler, syntes den var udmærket, og portionerne var også nogenlunde passende i størrelse. 

Morten, DEN358

 

24. April 2007: Åhja for noget lækkert vand
Bare fantastisk. De sidste skruer i Halvtredseren og så afsted. Vi satsede lidt i starten, og det var en nitte. Vi kom godt igen og sejlede os helt op til en treer, men på andet spilerben lavede vi en flot knude, og der var 358 lige ved at smutte indenom, - men altså kun lige ved. Sidste krydsben var rigtig spændende, men det holdt hjem. Først var der vist fordel inde; På andet opkryds var det vist lidt hip som hap, og på tredje opkryds skulle man nok holde sig let til styrbord af midten af banen. Lækker let mellemluft gjorde sit til en herlig aften i solskin og højt humør. Banen var fin, og det var spareribsene også.

Morten, DEN50

 

17. April 2007: Endelig i gang
Den 17. april lød startskuddet til årets første aftenmatch i Rungsted. Da min egen båd ikke var klar, var jeg heldig at få en tjans på DEN358, og tænk... vi startede sæsonen med en prik, så selvom det ikke var varmt i vejret, var vi smålune, da vi kom ind efter at have forfulgt DEN45 hele vejen rundt. Herligt, selvom banen var elendig. De serverede Mortens gryde i klubben, og den var helt ok, selvom jeg nok ville have givet den lige 5 minutter mere i gryden med en anelse mere paprika. Lars syntes dog, at portionerne var for små, men han spiser jo også næsten for to. 

Morten, DEN358

 

Beretninger fra 2006

 

© Copyright apr-08 NMMA Reproduction allowed with notice of origin.