Beretninger 2009 Klik=menu
Reload menu News from this summer Updated: 2009-09-03 Comments

 

1. september 2009: Hurlumhej

Masser af luft. Vanvittigt skæv linie. Bang. Vi kom godt afsted, - måske for godt. Jeg ved det ikke, men det vender jeg tilbage til. Oppe ved toppen rundede vi som treer efter DEN45 og DEN400; Spiler op. Den så lidt underlig ud. Især fordi underlig var blevet sidelig. My bad. Jeg har ikke skrevet på dugen, hvad der er top hhv bagbord og styrbord side, og det blev dyrt. Fire både susede forbi, medens vi baxede med kluden. Næste opkryds gik vel nogenlunde godt; Vi indhentede ihvertfald noget af det tabte, men sidste spilerben kostede os en enkelt placering. Sidste opkryds kostede til gengæld mere... Der var vindstille, og koncentrationen forsvandt fuldstændig, medens vi grinede af DEN358, som tog helt ud i søen. Efter cirka 20 minutter burde vi være holdt op med at grine, for da var det klart, at DEN358 havde set noget helt afgørende derude. Toget var dog kørt, for jeg var begyndt at tale i vildelse om burgere, medens de fleste af os drak øl. I mål kom vi dog. Jeg aner ikke, som hvad... men det viste sig, at DEN358 havde vundet med flere minutter. Stort tillykke herfra.

Åhh, så var der det der med, om vi var startet lidt for "godt". Jeg ved det ikke. Klubben henlå i mørke, og der var ikke noget, der bare mindede om en seddel, et opslag, en forklaring eller noget, så vi sjoskede ned til Havmågen, og der fik vi et komplet måltid inklusive øl for 88 kroner. Nå; Forklaringen på den lukkede klubrestaurant kan ses på KDYs hjemmeside, og hvad kan jeg sige... det kan kun gå fremad for den klub. Og restauranten med for den sags skyld.

Morten, DEN134

 

25. august 2009: Aflyst

For første gang i historisk tid aflystes aftenmatchen tirsdag aften i Rungsted. Det er mig bekendt hidtil uset. KDY var ganske vist vært for VM i 470, men det ændrer ikke på, at det ikke tidligere er forekommet, at klubben på Rungsted havn har valgt at prioritere på denne måde.

Morten, DEN134

 

18. august 2009: Skøn aften på vandet
Dejligt vejr. Superfed bane. Svær at læse. Vi kæmpede om pladserne med DEN45 og DEN358 samt et par stykker mere, men farten holdt ikke til en topplacering denne aften. Vejret var til gengæld til en sådan; En hel aften på vandet kun iført shorts og tshirt!! Så bliver det vist ikke meget bedre.

Jeg ved ikke, hvad klubben serverede; Det interesserer mig ikke længere. 

Morten, DEN134

 

11. august 2009: Mere lækker aftenmatch
Der var sydgående strøm, så vi planlagde at smutte indenom i hullet, når hele feltet blev rykket ned ad linien. Det er måske lidt frækt, men det er også omtalt igen og igen i litteraturen som een af de klassiske starter. Bang! Da vi passerede linien, så vi side om side med en Drage; Bag os havde vi en hel del 101ere. Der var ikke meget plads, - vel et par meter til Dragen og een enkelt til bøjen. Altså godt afsted... Båden trænger måske stadig til en bundvask, men det lykkedes da at holde fast i toppen af feltet. Vi rundede vist som treer, og sådan fortsatte det hele vejen rundt, - med masser af kamp om pladsen. Vi kom ind som treer efter en meget intens sejlads. 

Klubben serverede mos med suppe; Jeg ved ikke, hvorfor de er gået tilbage til denne model; Det var ellers ikke den store succes i foråret, men det betyder da, at det er slut med at spise i klubben for mit vedkommende, og - så vidt jeg ved - også for rigtig mange andre.

Morten, DEN134

 

4. august 2009: Fedt sejlvejr igen
Uha! Det var en overraskelse. Troede egentlig, at sejladserne var skubbet for at følge skoleferien, men der blev altså - mod forventning - sejlet denne første tirsdag i august. Superlækkert vejr; Vi forivrede os i trimningens tegn, medens vinden øgede en anelse, så pludselig var vi lige lovlig langt fra linien. Den planlagte start underland blev dermed umuliggjort. Vi mente ellers bestemt, at der var fordel derinde. Noget med et vindspring. Desværre tvang DEN329 os til at vende udad kort efter start, og det var ingen fornøjelse. Vi rundede toppen som sidste båd, tror jeg. Vi fik ganske vist sejlet os op, men i længden magtede vi ikke at fastholde ret meget, så vi kom også ind som sidste 101er. En smuk aften på vandet var det nu alligevel, og skal man analysere, - og det skal man jo, så var vi ikke helt skarpe på trimmet, taktikken blev ikke eksekveret som planlagt, og måske var der også lidt begroning i bunden, men det sidste er kun spekulationer :-)

Klubben serverede lasagne med salat i ikke alt for overvældende store portioner, men det smagte fint. 117 kroner for en portion med øl til. Beskeden til dem, der var sultne, var, at man da bare kunne købe en portion mere, hvis ikke man blev mæt af den første runde. Nåja, det kan man vel. 200kr for et mættende måltid kan nok findes bedre andetsteds på havnen, hvis jeg skal være helt ærlig;

Morten, DEN134

 

30. juni 2009: Fedt sejlvejr
Der blev sejlet, og det var vist en udmærket sejlads. Godt nok ærgerligt, at vi lige tabte en enkelt båd lige før mål, men vi blev vist treer, så det går vel an. Aftenens hovedattraktion var imidlertid rigtig god; Der var nemlig øl & grill på broen, og der var det sædvanlige mylder af glade 101 sejlere, løgnehistorier og en enkelt regnbyge medens vi skyllede kolde øl ned fulgt af grillpølser med videre. Herlig stemning. Mere af det. Dejligt at gå på ferie med den stemning i hjertet.

Morten, DEN134

 

23. juni 2009: Fedt sejlvejr
8 meter omkring 340. Sol. Temperaturer. Kan det blive ret meget bedre? Det var virkelig dejligt sejlvejr; Måske en anelse for meget vind til vores lille 3-mands besætning, men det gik da nogenlunde. Bang. Vi kom udmærket afsted nede til læ sammen med DEN45, hvorefter vi fortsatte under land, for der synes vi, der var mest vind. DEN9, DEN329 og flere andre havde vi til luv, hvor der var en lille fordel. Oppe ved toppen var det kun DEN400, der havde fastholdt fordelen, - eller også havde de sejlet stærkt ude i søen. De kom ihvertfald først rundt; Vi fulgte lige efter, og så kom vist DEN45, DEN9 og DEN329. Vi kunne ikke se mærket, så der blev bommet lidt på skrømt. Desværre; Det ændrede dog ikke på noget, så andet opkryds gik ligesådan. Igen rundede vi som toer, og denne gang vidste vi, hvor mærket var. Et præcist lagt skæringsspor bragte os godt op til DEN400, som nu var indenfor rækkevidde; Desværre måtte vi udenpå et par store skuder i rundingen, så DEN11 og DEN329 kom lige lovlig tæt på. Vi valgte denne gang at sejle ud, for der havde DEN400 jo gået godt, men det var skidt. Oppe ved toppen mødte vi DEN11 og DEN329, og dem kunne vi akkurat ikke holde bag os. Vi skulle nok have været inde igen. Flot sejlads ad DEN400, som startede forrest og blev der. Tak til alle for en fantastisk aften på vandet.

Ved ikke, hvad klubben serverede, men vi fik øl ;-)

Morten, DEN134

 

16. juni 2009: Så blev det sommer

Superlækkert vejr. Dejlig bane. Bang... Planen var at sejle syd i, men desværre blev i forstyrret i dette forehavende af DEN45; Vi blev derfor i midten. På et tidspunkt så det egentlig udmærket ud, men baaahhh... oppe ved toppen kom begge fløjene hurtigt ind, og vores liv passerede revue, medens vi faldt ned i rækkerne og rundede bag de fleste. Så var der jo lidt at arbejde med. DEN400 havde med held fulgt planen, og de kom først til toppen. Pokkers også da. Resten af vejen rundt... dobbelt op/ned... skulle der bare sejles stærk, og det lykkedes da nogenlunde. Tror vi kom ind som femmer bag blandt den gamle Halvtredser, som havde kridtet løbeskoene denne aften. Tillykke til DEN400, som havde en flot sejlads. Fantastisk aften på vandet.  

Morten, DEN134

 

9. juni 2009: Anden sommerdag var også en fuser

Alt for meget vind, alt for store søer og alt for meget regn. Kun ganske få både gik ud; Vi andre snuppede en burger i klubben. Den stod ellers på hakkedrenge, men de var slet ikke klar, da vi ankom.  

Morten, DEN134

 

2. juni 2009: Første sommerdag var en fuser
Efter ret mange rigtig fede sejldage i maj blev den første sommersejlads en ren fuser. Alt for meget vind. 15 m/s i pustene. Vi tog ud for at se det an, men det var for meget. Vi mødte DEN45 derude, og da vi begge samtidigt vendte tommelfingeren nedad, så var det afgjort. Burger på Bryggen. Jums. Og der var læ, så vi kunne faktisk sidde ude og gnaske os igennem denne nærmest fantastiske burger med masser af det hele.

Således kom vi ikke i klubben førend præmiehalløjet begyndte, men fra Lars G, DEN400, har jeg modtaget denne bedømmelse: 

Jeg må med smil konstatere, at KDY-kasernen overraskede stort ved at servere 1/2 måge med kartofler, brun sovs, rabarbermos og agurkesalat. Jeg vil give dem 3,5 spritblus og med pil op for at ha´ dumpet stroga-blenden.. Måske der er håb endnu for at klublivet overlever...

... og det lyder jo faktisk på alle mulige måder overraskende godt :-)

Morten, DEN134

 

26. maj 2009: Øresunds glitrende vande
Som sædvanligt var vejret ikke som lovet, men det var tåleligt. Det var varmt, solrigt, og der blæste en let til jævn vind fra det sydlige hjørne. Lidt strøm var der også; Nordgående. Ret store vindforskelle mellem de to ender af linien, som ellers lå udmærket ved det første skud. Bang. Da vi skulle starte var linien knap så perfekt. Faktisk kunne vi ikke komme over linien på styrbord halse; Det var en følge af aftaget vind, drejet vind, og så den nordgående strøm. Der var ret kaotisk i bagbord ende af linien, og vores start var ikke i nærheden af god, så vi kom afsted midt i feltet cirka sammen med DEN277. Tror jeg nok. DEN9 slap godt afsted, og da vi endelig kom over linien... på bagbord halse, lå vi lige i udstødningen fra en anden 101er. Vi måtte derfor følge den oprindelige plan, nemlig at komme ud. Derude var der lidt bedre vind, og vi tyggede stille og roligt ind på DEN45, DEN9 og flere andre. Det endte med at vi rundede som første båd. Resten er historie, som man siger. Med til historien hører, at vi måtte holde øje med DEN45, som hele tiden lå på spring. Der skulle dækkes passivt på næste kryds, hvor tingene også skete ude. Bådfarten var god, så det var ret udramatisk. På anden lænser løb vi lidt fra dem, så sidste opkryds startede dejligt. Denne gang vurderede vi, at vinden var lige god over hele banen, så vi tøffede indad for at få strømlæ. Det så ud til at holde, for vi kom i mål med et pænt forspring ned til nr. 2 og et hul ned til hovedfeltet. Sjovt nok dukkede DEN33 op i vores kølvand på det sidste ben mod mål, og så blev der pludselig spænding om andenpladsen, idet Silden kom tøffende udefra, men jeg tror nok at Silden kom ind en meter før; Dejlig aften på vandet. Ja, "atter en fantastisk aften på Øresund", som Jesper blev ved med at sige, indtil een eller anden gav pladespilleren et skub.

Klubben bød på stegt flæsk med persillesovs og - hmm, jeg har glemt hvad tilbehøret var. Jeg konkluderer, at det var udmærket, da jeg ikke husker det præcist for hverken det gode eller dårlige. Skal vi sige to et halvt spritblus bare for pædagogikkens skyld?

Morten, DEN134

 

19. maj 2009: Igen en lækker aftenmatch
I dag havde vejrguderne truet med under 5 m/s. Det holdt ikke. Der var piv i riggen, da jeg ankom til havnen. Det var nu ikke så slemt, da vi kom ud, og vinden lagde sig også lidt mere under sejladsen. Dejlig linie og rigtig dejlig lang bane, og så var der en sjov ting... 30 graders forskel på vindretningen i hver ende af linien +500 meter. Vinden var sydlig og strømmen var de sørgelige rester af søndagens nordgående... ikke stærk. 
Cirka 13 både havde fundet vej til banen denne aften. Det var næsten for godt til at være sandt, så jeg lagde ud med at spå en aflysning grundet vindstille. Nå. Vi vurderede vinden ude til at være kraftigere og nåja, så var der også den omtalte forskel i retning. Bang. Afsted med 400 til læ og 45 til luv. Sidst vi prøvede det, gjorde det avs, men denne gang drønede vi afsted. 400 kunne slet ikke hænge på, og 45 kunne kun lige. 400 slog langt til læ, og vi valgte at dække dem. Det er jo kapsejlads. Vi hyggede med 45 og 277 og også lidt 33 hele vejen til toppen, hvor vi vist rundede som treer. Jesper & Jesper var på dubberne, så spileren sagde bang, og så derudad... På et tidspunkt ville vi bomme og skære på bagbord halse. Ret spændende, fordi læ skøde kinkede sig fuldstændig fast. Vi var sitting ducks, medens Jesper baxede med at få det ordnet, men der skete ikke rigtig noget andet end, at vi kom i yderbanen og rundede som treer.
Rundt bunden og så bare derudad. De andre valgte at slå ind, så næste gang vi mødtes havde fået overtaget, og det fortsatte hele vejen til toppen, hvor vi rundede pænt foran 45, der rundede som toer. Spiler op og bomme. Udramatisk slædetur, hvor vi naturligvis holdt et vågent øje med Silden. Rundt bunden... tik tak tik tak... knap halvandet minut efter rundede Silden og ufff... De gjorde det, de er allerbedst til... de sejlede rigtig stærkt, og der var pludselig meget langt til mållinien. Tik tak tik tak... Vi talte lidt om det, og Jesper justerede lidt på nogle ting, hvorefter vi gik en knob - en hel knob - hurtigere. Silden var sat af, og vi kom i mål som etter med et hul på 2:30. Lad mig bare runde af med at citere Jesper: "Det var en fantastisk dejlig aften på vandet"! Og ja, de hedder alle sammen Jesper.

Klubben serverede - til min store overraskelse - kartoffelmos med sovs og en anelse kød serveret med friske krydderier på toppen. Det var faktisk spiseligt, selvom det nu er tredje eller fjerde gang i indeværende sæson, de serverer det. Gad vide om prisen er blevet justeret lidt ned. Jeg måtte betale 75 kroner for mosen plus 1kr per centiliter cola, - ialt 100 for dette fyrstelige måltid. Det så ud til, at der også var brød til de første 20 kunder i butikken; Jeg kan ikke have været meget over, men jeg var ihvertfald klart over. Jeg kan altså dårligt snige mig op på mere end 2 spritblus, og det er endda kun med god vilje; 

Morten, DEN134

 

17. maj 2009: Lloyd Cup
Vejrudsigten havde truet med det meste, herunder 11 m/s og daglang slagregn. Nogen synes måske, at det er smart med sen tilmelding, fordi man så kan se vejrmeldingen, inden man tilmelder sig. Jeg siger: Vrøvl. Intet af det DMI havde lovet i løbet af ugen op til Lloyd Cup holdt stik. Ikke en gang vejrudsigten fra samme morgen var brugbar. Faktum er, at vi endte med at have en fantastisk dag på vandet med let til mellemluft og høj solskin.
Kun seks 101ere havde tilmeldt sig. Dragerne var een under indtil dagen før, hvor de nåede op på otte. Ikke særligt imponerende. Af de seks 101ere magtede kun fire at stille op, og de fortjener en klapsalve. Der var tale om 33, 134, 300, 358. Klap klap klap... ret svage vinde og temmelig mange tilfældigheder prægede første sejlads. Vi var både forrest og bagerst indtil flere gange på først opkryds, men da vi først kom rundt om toppen, var placeringerne nærmest cementeret. Der var nemlig heftig nordgående (med) strøm på spilerbenet. Vi målte over to knob. Eet er dog sikkert; DEN33 sejlede rigtig stærkt i den svage vind, hvilket også kunne ses på resultattavlen. Vi kom ind i denne rækkefølge: 33, 134, 358 og 300. Kort pause og bang. Noget mere vind i anden sejlads. Dennegang kom vi rigtig godt fra start, vi havde tilsyneladende også et lille fartoverskud i de ændrede vindforhold. Ret udramatisk sejlads fra vores side, men vi var naturligvis spændte på, hvordan de andre kom ind. Det blev 134, 358, 33 og 300, så vi flyttede op øverst på skamlen. 
Tak til KDY for en herlig dag på vandet, - og altså... tsk tsk til jer der blev hjemme grundet den dårlige vejrudsigt.

Morten, DEN134

 

12. maj 2009: Lækkert sejlvejr og lidt fremgang at spore
Vejrguderne havde lovet 5-7 meter, men der var da vist lidt mere. Til gengæld kom den fra en anden retning. Banen lå til lige i øjet. Fin linie. 
Dejlig lang bane. Bang. Vi ville egentlig have startet ude ved dommerbåden, da vi vurderede vinden bedst derude, men der var så mange 101ere på vandet, at vi blev presset helt ned til læ mærke. Der startede vi så sammen med DEN45 til læ og DEN400 til luv. 
Silden er fantastisk dygtig til at accelere lige efter start, så vi blev presset fra læ, og efter nogle minutter kunne vi slå bagom DEN400 og flere
andre. Ude i banen gik vi lige bag DEN9, og derefter fandt vi et godt spor med luft og tålelig sø. Ved toppen rundede vi som treer efter en katastofalt dårlig runding. Vi skulle nemlig have været indenom DEN45, men vi var ikke skarpe nok til at se muligheden, før den var væk. For at gøre skidt værre, var det ene spilerskøde under søgelænderet, men omsider lykkedes det da. 
Puha. Mange både slap forbi på den konto. En håndfuld tror jeg, herunder DEN277. Nieren havde vi liggende lidt agter, men de ville absolut skære. Bundmærket var spændende, for der kom andre både fra andre løb inde fra slørmærket. Vi kom ikke smukt rundt, men vi kom godt afsted. Fandt det samme gode spor, og tænk sig... vi rundede som treer igen. Knude på spileren betød, at DEN277 kom lige lovlig tæt på, og de sejler altså stærkt med spiler. Uff. En grim bundmærkerunding slap to både forbi. Igen fandt vi dog et godt spor, så 500 meter før mål kunne vi igen se en tredjeplads. Den holdt hjem uden de store vanskeligheder. En skøn aften på vandet med 12-14 101ere på vandet. Ahhh.

Klubben serverede Koteletter i fad. Vi valgte dog en burger i den fine ende af klubben. Den var ok uden at være prangende. Fra Lars på DEN358 har jeg modtaget denne anmeldelse af koteletten: Det var kotelet(er) i fad. Et enkelt tyndtskåret bette stykke hårdstegt grisekød, der var lagt over en masse kartoffelmos. Kun en overdådighed af friskklippede krydderurter reddede anretningen fra en dumpekarakter. 2½ spritblus.

Morten, DEN134

 

5. maj 2009: Av... ingen noter...
Hvem kan huske noget fra denne tirsdag? Jeg kan ihvertfald ikke. Kun at jeg dabbede i klubben og - til min store overraskelse - konstaterede ændringer på tirsdagens menukort. Jeg var dog ingenlunde i humør til at prøve noget, og de fleste sejlere havde vist vurderet ligedan, for der var kun en håndfuld sejlere ud over dommerbordet. Ærgerligt at klublivet sådan må lide, for det er vel igennem klublivet en klub skabes.

Morten, DEN134

 

28. april 2009: 7m fra syd & søbemad IGEN
Denne tirsdag mindede på alle mulige måder om sidste tirsdag. Vejrudsigten lignede. Vejrets faktiske udvikling henover dagen lignede  indtil kl 1700. Vores evne til at starte rettidigt lignede. Denne gang blev vi overrasket af et vindhul, medens vi trimmede før start. Dog startede vi kun lidt efter - som i ganske få meter, - på bagbord halse med den fordel, som vi havde talt om. Kort efter start blev effekten af al tankevirksomhed annulleret, da vindhullerne poppede op som paddehatte en regnvåd septemberdag. Derefter var det ren ludo. Der blev kun rykket på skift forskellige steder på banen, og fløjene blev på skift slået hjem. Efter mindst een times sejlads, medens vi var ved at overhale DEN45 med cirka 0,4 knobs fart, droppede alle ud, hvorefter dommeren skød sejladsen af. Så kom der lige lidt brise til at sejle ind på, og derpå døde vinden igen.

Desværre lignende klubbens menu også sig selv. Søbemad fuldstændig magen til sidste og forrige tirsdag. Egentlig smagte det, som beskrevet, udmærket, men jeg måtte jo teste... og ganske rigtigt... Havmågen kan levere en friskbagt Hawaii pizza og en stor fadøl til nøjagtig 104 kroner, netop den pris en gang mos med en flaskeøl koster i klubbens restau... nej, det kan altså ikke hedde det længere. Vi er faktisk et stykke under niveauet for storebæltfærgernes cafeteria. Klubbens cafeteria er vel også lige i overkanten; Der er ingen fadøl, og der er kun eet punkt på menuen. Hos DSB kunne man altid få diverse øl og vand, hotdogs og dagens ret plus kage. Klubbens madsted? Ja, madsted er vel betegnende, - hvis man da kan kalde det mad. Suppekøkken måske? Nå! Selv fik jeg en fremragende burger til - tror jeg - 87 kroner. Jeg kunne endda sidde ned og drikke øl, medens jeg ventede på burgeren. Til gengæld var den ikke længe undervejs. Uhadada for en absurd luksus. Havde jeg valgt en cola, var jeg landet på ialt 110 kroner. Det er kun een tier mere end mos og cola koster i klubbens madsted. 

Men det er ikke det værste... Det går op for mig, at serveringen i klubbens madsted er mos og øl RESTEN AF SÆSONEN. Jeg er ikke i stand til at kommentere på det, uden at det bliver grimt. Det overlader jeg til de stakkels brugere, som er medlemmerne af den klub, der nu een gang er på Rungsted Havn. Måske lidt konkurrence kunne hjælpe her... Jeg er nyligen blevet fortalt, at konkurrence er godt til at holde folk på tæerne.

Tilbage til virkelighedens verden. NUL spritblus. Nul som i uspiseligt, ubrugeligt, udueligt. 

Morten, DEN134

 

21. april 2009: 7m fra syd & søbemad
Morgenens vejr så ikke for lovende ud. Det var diset og nærmest vindstille, men hen på dagen blev det superlækkert vejr. 7m - måske endda lidt mere mødte os sent denne eftermiddag på havnen. Faktisk peb det lidt i masterne ved 1730-tiden, men vinden lagde sig lidt under sejladsen. Bang. Starten gik. Øhm, javel... men vi havde altså lidt knas med den øverste sejlpind, som igen og så hele tiden hoppede ud. Efter to forsøg på at rette fejlen mistede vi en pind, så tredje forsøg blev tapet fast. Nå, det var den der start... vi startede suverænt sidst, vel 200 meter efter sidste båd eller nåed, så sejladsen vil jeg ikke skrive meget om, - andet end at vi sejlede koncentreret, og da vi gik i mål kunne vi da se de forreste både foran os og de bagerste bag os. Skøn tur, god stemning og dejlig ro på hele vejen rundt. 

Klubben serverede - til nogen overraskelse - igen kartoffelmos med noget gullash / stroganoff lignende sovs samt brød og smør. Der var ikke brød nok, og portionerne var ikke særligt store. Til gengæld kan man nu kun få flaskeøl i klubben. Det er noget med, at det går hurtigere. 

Jeg prøvede at holde en positiv stemning sidst, men altså...

Kære klub. 

Een gang med søbemad kan gå an, men kun fordi vi allerede er dårligt vant med frosne købe-pizzaer og kolde hotdogs. Søbemad to gange i træk, - det holder simpelthen ikke. 25 kroner for en lille cola, det er ikke klubpriser. Det er absurd. Hvis man fra klubbens side ønsker at ødelægge klublivet, så er man på det helt rigtige spor her. Jeg tør ikke gætte på, hvad man tænker i KDYs ledelse, men umiddelbart er indtrykket noget i retning af, at man har så travlt med at se godt ud, at der ikke er kræfter til medlemmerne. Ihvertfald ikke dem i Rungsted. I dagens Danmark kommer man ganske vist ikke langt for 100 kroner, men jeg er ret sikker på at een af de 12 restauranter i Rungsted Amusement Park kan servere en superlækker, frisklavet pizza inklusive et krus øl for de samme penge. For mit vedkommende er der ingen tvivl om, hvad jeg foretrækker.

Prøv selv at vælge: Mos & Cola eller Pizza & Øl? Uhh, den er svær!

Morten, DEN134

 

14. april 2009: Så starter vi
Åhja, så var det endelig tid til årets første aftenmatch. Vejret var skønt, og humøret højt, da vi mødtes på den gamle Halvtredser. Der var lige tid til de sidste justeringer, herunder lidt mastepilleri samt rituel indtagelse af årets første sø-øl, altså hav-øl.
Dommeren var på plads oppe i den nordlige ende af banen, og det indikerer jo så, at vinden var i syd. Strømmen var ret kraftig nordgående, og linien lå pænt. Banen derimod var lidt af et mysterie. Vi kiggede igen og igen, og vi konstaterede en bane, som hed CSC. Nå! Afsted kom vi. DEN45, DEN50, DEN277, DEN283, DEN300 og DEN329 i tilfældig rækkefølge.
Torben var godt oppe på dubberne, så vi lå og tyggede lidt fra 45eren, som ellers også startede godt. Modstrømmen til trods valgte vi yderbanen, da vi vurderede, at der var mere vind ude. Vi tror nok, at vi var en anelse foran, men lige før topmærket fik Den Snedige en såkaldt sportsbåd på toppen, og de to extra vendinger gjorde, at vi rundede klart etter. Spileren kom op, og efter et ret udramatisk spilerben med Silden til luv, kom vi rundt bunden. Igen valgte vi yderbanen, medens de fleste valgte at gå ind. Oppe ved toppen var der spænding om resultatet. Vi faldt bagom Silden, der kom ud på styrbord halse, og selvom vi rundede først kom DEN45 bedre rundt, fordi vi ikke var klar med spileren til endnu en rundtur. Ret utjækket. Nå, heldigvis kunne vi skære så meget, at Silden valgte at bomme ind i det vindstille vejr under havnen, så ved bunden var vi foran igen, men... en uskarp bomning havde fået spileren til at sidde fast oppe i toppen. Aldrig set før, men vi kunne ikke få den ned. Efter bundmærket måtte vi falde af til platlæns, hvorved DEN45, DEN329 og DEN277 slap forbi. Lidt ærgerligt, men trods alt en dejlig aften på vandet...

Klubben serverede kartoffelmos med noget gullash / stroganoff lignende sovs samt brød og smør, og det var ganske udmærket. Kanske jeg hellere havde gnasket en burger i mig til stort set samme pris, men det er en anden historie. Alt er jo relativt, så Strogamosen lander på 3 ud af 5 mulige spritblus.

Morten, DEN50

Beretninger fra 2008

 

© Copyright sep-09 NMMA Reproduction allowed with notice of origin.